Pressemeddelelse udsendt 04.08.26
Foreningen TRÅDEN åbner nu for ansøgninger til en pulje på 250.000 kroner, der skal understøtte projekter og aktiviteter, som styrker ungelivet i Middelfart Kommune.
Puljen er i første omgang målrettet aktiviteter i KABEL29, som er Middelfart Kommunes del af det samlede projekt i TRAADEN. Puljen kan søges af foreninger, organisationer og andre aktører, der ønsker at skabe aktiviteter, oplevelser og stærke fællesskaber for unge.
Projekterne skal gennemføres i KABEL29 i TRAADEN, men må meget gerne involvere og komme unge fra hele Middelfart Kommune til gavn. Formålet er at understøtte udviklingen af aktiviteter og fællesskaber i den kommunale del af huset og samtidig give gode idéer mulighed for at blive afprøvet i praksis.
Der kan søges om støtte på op til 10 procent af projektets samlede økonomi. Ansøgningerne behandles løbende af bestyrelsen for Foreningen TRÅDEN, og der er derfor ingen ansøgningsfrist.
Allerede inden puljen blev etableret, har Foreningen TRÅDEN bidraget til aktiviteter for unge. Blandt andet modtog Middelfart Ungdomsskole med den alkoholfrie Ungefest i november 2025 en donation på 30.000 kroner.
Maja Füchsel, direktør for Foreningen TRÅDEN, siger:
”Det er takket være vores mange frivillige og den store lokale opbakning, at vi allerede nu har mulighed for at give noget tilbage. Med puljen vil vi gerne være med til at skabe endnu flere aktiviteter og fællesskaber for unge – og samtidig understøtte den del af projektet, som Middelfart Kommune driver gennem KABEL29. Vi håber, at midlerne kan være med til at gøre gode idéer til virkelighed for unge fra hele kommunen.”
Puljen ligger i direkte forlængelse af Foreningen TRÅDENs vedtægter, hvor det fremgår, at foreningens overskud skal anvendes til almennyttige formål med særligt fokus på børn og unge.
Fokus på indhold og aktiviteter i prøveperioden
TRAADEN er i sin nuværende form en del af en treårig prøveperiode, hvor formålet er at afprøve potentialet for et kultur- og eventhus i det hvide pakhus på Trafikhavnen.
I projektperioden er fokus derfor først og fremmest på at afprøve husets indhold, aktiviteter, brug og potentiale, før der træffes beslutninger om mere permanente løsninger.
Det betyder også, at Foreningen TRÅDEN i denne fase ikke prioriterer større investeringer i faste installationer og bygningsmæssige løsninger som eksempelvis permanente toiletforhold, klimaanlæg, køkkenfaciliteter og kontorer.
I stedet prioriteres aktiviteter, indhold og en driftsmodel, der kan vise, om huset på længere sigt kan stå på et bæredygtigt økonomisk fundament.
Maja Füchsel forklarer:
”Hvis en non-profit forening som vores skulle kunne løfte et stort kulturprogram fra første dag i lejeperioden, var vi nødt til at skabe flere økonomiske ben at stå på. Billetsalg til koncerter, talks og comedy samt barsalg skal først og fremmest være med til at dække artisterne og de direkte udgifter til arrangementerne. Men derudover har vi husleje, personale og den daglige drift af et hus i denne størrelse, som også skal finansieres.
Derfor er sponsorater, konferencer, firmafester og julefrokoster en helt nødvendig del af økonomien i prøveperioden. Når en virksomhed vælger at holde sin julefrokost, konference eller firmafest i Trådhallen, er den helt konkret med til at betale de faste omkostninger, som gør det muligt for os samtidig at skabe et stort kulturprogram.
Det mener vi er mindst lige så relevant et valg for en virksomhed som at købe sin fest hos en privat erhvervsdrivende. Hos os er formålet ikke at skabe et overskud til private ejere. Et eventuelt overskud bliver i den non-profit forening og anvendes til foreningens almennyttige formål, aktiviteter og fællesskaber. Firmafester, konferencer og sponsorater er derfor ikke en sideaktivitet til kulturen – de er en vigtig del af den økonomiske model, der gør kulturen mulig.”
Ungepuljen på 250.000 kroner er et konkret eksempel på den model.
Midler skabt gennem aktiviteterne i Foreningen TRÅDEN føres tilbage til almennyttige formål og skal med puljen i første omgang være med til at styrke aktiviteterne i KABEL29 – Middelfart Kommunes del af projektet.
Ansøgningsmateriale og yderligere information findes HER
Pressekontakt
Maja Füchsel
maja@traaden.dk
41 82 72 41




