NYOPRETTET EVENT STILLING

19/12/2025

Tråden udvider medarbejderstaben

– allerede 80 bookedage i 2026

Kun få måneder efter åbningen står det klart, at Tråden er kommet stærkt fra start. Aktiviteten i kultur- og eventhuset har været markant, og blikket er allerede rettet mod 2026, hvor kalenderen nu er fyldt med koncerter, foredrag, konferencer og firmafester.

Allerede nu er mere end 80 dage booket i Trådhallen næste år – et aktivitetsniveau, der gør det nødvendigt at styrke organisationen. Derfor udvider Tråden nu medarbejderstaben med en eventkoordinator, som skal arbejde tæt sammen med daglig leder Maja Füchsel.

“Opgaverne vokser, og det er et sundhedstegn. Med 80 bookede dage i 2026 er der både arbejde og økonomisk grundlag til at tilknytte en ekstra medarbejder,” siger Maja Füchsel.

Fokus på Trådhallen og fællesskabet

Den nye eventkoordinator vil – ligesom det øvrige team – have sit primære fokus på aktiviteterne i Trådhallen, som drives af den frivillige Foreningen Tråden. Foreningens overskud går direkte tilbage til ungdoms- og kulturaktiviteter i Middelfart.

I opstartsfasen har Maja Füchsel selv varetaget både den overordnede planlægning og den praktiske afvikling af arrangementerne. Med den nye ansættelse skabes der bedre rum for både kvalitet i driften og strategisk udvikling.

“Jeg vil fortsat være tæt på den daglige drift, men får nu mere tid til at arbejde med den langsigtede udvikling af Tråden og dialogen med det øvrige handels- og kulturliv i Middelfart,” siger hun.

Høje ambitioner – og høje krav

Tråden søger en erfaren og moden eventfaglig profil med solid indsigt i event- eller restaurationsbranchen. Stillingen stiller krav til både struktur, planlægningsevner og evnen til at arbejde udadvendt med mange samarbejdspartnere.

“Vi er villige til at betale for den rette og også til at vente på den rigtige. Det er vigtigt, at vi får en person, der kan være med til både at planlægge vores egne begivenheder og rådgive virksomheder og organisationer, der ønsker at holde fester eller konferencer hos os,” siger Maja Füchsel.

Med en voksende aktivitetskalender, et stærkt frivilligfællesskab og en tydelig forankring i Middelfart er Tråden i fuld gang med at etablere sig som et markant kultur- og eventsted – til glæde for både borgere, erhvervsliv og gæster udefra.