Vi tester visionen først – og det er hele pointen

15/8/2026

I den seneste tid har der været debat om TRAADEN, økonomien bag huset og Trafikhavnens fremtid.
Det er en vigtig debat.

For den handler ikke kun om, hvor et kulturhus skal ligge efter 2028. Den handler også om, hvad vi har lært af at give en vision mulighed for at blive afprøvet i virkeligheden, før der skal tages stilling til en permanent løsning.

Det er præcis den mulighed, TRAADEN har fået i Middelfart.

I stedet for først at bygge et nyt kultur- og eventhus og bagefter håbe på, at behovet og økonomien er der, har visionen fået en treårig prøveperiode i det tomme hvide pakhus.
Her blev visionen i første omgang løftet gennem Middelfart-X Netværket og siden omsat til drift gennem Foreningen TRÅDEN. Foreningen har påtaget sig ansvaret for i praksis at vise, om der er grundlag for et kultur- og eventhus – både når det gælder aktiviteter, publikum og økonomi.

For os som privat forening har det været en helt særlig mulighed: At få lov til at tage en vision og forsøge at bevise dens værdi i virkeligheden.

Og prøveperioden har allerede givet os vigtig viden, som ingen havde, da de oprindelige planer for Trafikhavnen blev tegnet.

Forstå konstruktionen bag huset TRAADEN

Middelfart Kommune har defineret rammerne for brugen af lejemålet i den treårige periode, mens Foreningen TRÅDEN har ansvaret for at omsætte rammerne til kultur, events, fællesskaber og aktivitet – i samspil med frivillige, civilsamfund og lokale erhvervsaktører.

For at realisere streetfood-delen har Foreningen TRÅDEN indgået et samarbejde med Gamborg Bryghus, som blandt andet blev valgt på baggrund af sin stærke lokale forankring og sin vilje til at flytte både virksomhed og øl-iværksætteri ind i projektet. Foreningen TRÅDEN har samtidig skabt rammerne for en vækstplatform, der har givet de lokale iværksættere bag Gamborg Bryghus mulighed for at tage et markant spring – fra en populær baggårdsbar til i dag at drive en af Fyns største restaurationer.

Siden indflytningen i TRAADEN er Gamborg Bryghus vokset fra ingen ansatte til i dag at beskæftige mere end 50 medarbejdere inklusive timelønnede.

Gamborg Bryghus er en selvstændig, kommerciel restaurationsvirksomhed, mens Foreningen TRÅDEN er en non-profit forening. Bryghuset og streetfoodområdet udgør dermed den kommercielle del af huset, mens Foreningen TRÅDEN står for kultur, events og fællesskaber.

En treårig prøveperiode

I løbet af den treårige periode betales samlet mere end 9 mio. kr. i husleje til Middelfart Kommune. Hertil er også indbetalt et depositum på mere end 700.000 kr.

Foreningen TRÅDEN drives uden kommunalt driftstilskud. Husets og foreningens ledelse, Maja Füchsel, er udlånt fra Middelfart Kommune med en arbejdstid fordelt økonomisk 50/50 mellem kommunen og Foreningen TRÅDEN, med rollen som tovholder på hele projektet.

Herudover bæres driften af egne indtægter, sponsorater, fonde og en meget stor frivillig indsats i Foreningen TRÅDEN.
Den ledende non-profit forening i huset udbetaler allerede et overskud gennem en pulje.

For os er det væsentlige, at prøveperioden giver mulighed for at dokumentere, hvad huset faktisk kan – både når det gælder aktivitet, fællesskab, opbakning og økonomi.

Kommunens eget ungdomstilbud KABEL29 skal naturligvis holdes adskilt fra dette regnestykke. Det er en kommunal aktivitet med sin egen økonomi.
Det er en vigtig forskel, når økonomien omkring TRAADEN diskuteres.

Vi får et svar, som ingen havde på forhånd

Prøveperioden handler i sidste ende om noget meget enkelt:

Kan et kultur- og eventhus som TRAADEN samle mennesker, virksomheder, frivillige og kulturliv – og skabe så stor værdi, at der også er et ønske om det efter prøveperiodens udløb?

Det spørgsmål kan man forsøge at besvare gennem analyser og på et tegnebræt. Men man kan også afprøve det i virkeligheden.

Borgerne, virksomhederne, de frivillige og gæster fra hele oplandet og regionen har vist en opbakning til TRAADEN, som har overgået forventningerne.

Det er ikke et problem for den oprindelige plan.

Det er ny viden.

Og det var netop hele formålet med at etablere en prøveperiode.

Ét byggefelt ud af seks

Derfor er det også vigtigt for os at fortælle, hvad en eventuel permanent placering af TRAADEN konkret vedrører.

TRAADEN ligger på ét byggefelt – ét af områdets seks større byggefelter.

Hvis der efter prøveperioden er et ønske om at bevare TRAADEN på den nuværende placering, er det dette ene byggefelt, der i givet fald skal findes en fremtidig løsning for.

Det kræver naturligvis en planmæssig ændring og har en omkostning. Det er ikke vores opgave som privat forening at beslutte, hvordan den afvejning skal foretages. Vores opgave er at vise, hvad der er blevet skabt på stedet, og hvilken værdi huset har vist sig at kunne skabe.

Den overordnede vision og udvikling af Trafikhavnen kan fortsætte.

For os handler det derfor først og fremmest om at give TRAADEN den bedst mulige prøveperiode og sikre, at erfaringerne herfra er tydelige, når andre senere skal tage stilling til områdets fremtid.

Det er en hjertesag for os

Om TRAADEN skal blive liggende efter prøveperioden og tilføres indretning af permanent karakter, er selvfølgelig en politisk beslutning. Det er ikke en beslutning, Foreningen TRÅDEN skal træffe.

Men vi kan fortælle, hvad vi oplever.

Man ved nu, hvordan huset fungerer i praksis. Man ved, om virksomhederne bakker op. Man ved, om frivillige vil engagere sig. Man ved, om publikum kommer. Og man har fået mulighed for at teste økonomien, før der træffes beslutning om en permanent investering.

For os, der hver dag arbejder i og omkring TRAADEN, er det svært ikke at være både stolte og berørte over den opbakning, huset har fået.

Det, der for 1 år siden var en vision på et stykke papir, er blevet til et sted med mennesker, arbejdspladser, frivillige, koncerter, foreninger, virksomheder, unge, fællesskaber og hundredtusindvis af besøg.

Derfor er TRAADEN selvfølgelig også blevet en hjertesag for os.